Rutebilejer Kristian Nielsen

Allerede i 1949 startede G.A. Hansen (lærer Jyderup Realskole) og Kr. Nielsen at lave rejser1

1950 marts Turist ture til Norge og Sverige
Realskolelærer G.A. Hansen, Jyderup, startede sidste år en række turist ture til udlandet, og i år forfølges succesen.
Den første tur er allerede planlangt og går gennem Norge med hjemrejse i Sverige. Der er lagt et omfattende program og sørget for, at turens deltagere får et indblik i norsk natur og folkeliv. Starten finder sted i turistbil fra Jyderup tirsdag den 11. juli (1950), og man er tilbage igen otte dage senere.
Turen går over Fyn, Jylland, Frederikshavn, Larvik, Skien, Vinge, Rjukan, Kongsberg, Drammen, Oslo, Halden, Gøteborg, Halmstad, Kullen, Helsingborg, og der afsluttes på Kronborg havbad med en middag2

1950 marts hist og her; Rettelse til ovenstående
- Rutebilejer Kr.a) Nielsen og lærer G.A. Hansen, begge Jyderup, arrangerer i juli en tur med turistbil til Norge og Sverige. Der var indløbet fejl i annoncen i lørdags. Der sejles fra Larvik, ikke Narvik (Der står Larvik i artiklen 18/3.50, men, her er oplysningen om Kr. Nielsen)3

Ved ikke om det er fejl i navn, men;
1950, Holbæk Amts Venstreblad 15. juni1950, side 3; rutebilejer Marinus Nielsen, Jyderup har fået Landsforeningen Danmarks Bilruters fortjenstmærke i sølv for fem års samvittighedsfuld kørselx

1950 Forlovelse er indgået mellem frk. Esther Taftgaard Nielsen (datter af rutebilejer Chr. Nielsen, Jyderup) og chauffør ved DSB, Svend Erik Ahner, Korsør4

Om branden af Søbæksgården der lå i byen 1938) - beskrivelse fra Jørn Scharling "branden blev Williams R. Jensens økonomiske redning". I løbet af det næste år solgte han al jorden og en tilhørende brandforsikringssum til en landmand, der byggede en ny gård, Søbæksgården – ved Himmerigsvejen – eller som den hedder nu Søbæksparken 10"5

Fra 1938, Salg af Søbæksgården, ses at William R. Jensen sælger Søbæksgården til gårdejer Kristian Nielsen (tidligere Toftebjerggaard, Føllenslev) Købesummen er 72.000 kr.6 Kristian Nielsen, solgte den nyopførte Søbæksgård kort tid efter den var opført, for at køre rute- og turistbil7
1953 august Rutebilejer Kristian Nielsen 50 år fylder på tirsdag 50 år.
Kristian Nielsen er en af byens kendte borgere, og en af de mænd, der er med til at præge byens udvikling. Høng-Jyderup-ruten oprettes på hans initiativ, han har selv Holbæk-Jyderup-Slagelse-ruten og "Jyderup turistfart", der har kunder viden om. Desuden er Kr. Nielsen et meget interesseret medlem af sognerådet, og her som på andre områder yderst samvittighedsfuld8
Billedet hører ikke til teksten, og det er en 32 personers Volvo årgang 19629
Kr. Nielsen

Kristian Nielsen er født i Hjembæk og har i rækkefølge haft gård i Føllenslev, Jyderup og Høed, førend han blev rutebilejer, men der næppe tvivl om, at han nu har fundet et arbejdsområde, der i årene fremover vil holde hans interesse fangen. I vide kredse er Kr. Nielsen populær for sin aldrig svigtende hjælpsomhed og beredvillighed, og hans mange venner vil sikkert huske adressen på tirsdag10

1957 maj 1957 Hovedkasserer for "Danmarks Bilruter"
Landsforeningen "Danmarks Bilruter" holder i disse dage årsmøde i Svendborg. Til den betroede post som hovedkasserer i stedet for afdøde rutebilejer Emanuel Nielsen, Undløse, der i mange år varetog det ansvarsfulde hverv, er enstemmigt valgt rutebilejer Kristian Nielsen, Jyderup, der har vikarieret ved arbejdet11

1958 jan. I gamle dage var det snevejr!
Nu er det kun "småting", siger fhv. postpakmester Niels Jensen, der mindes bjerge af sne.
Når der i disse dage tales om snevejr, syntes den ældre generation, at den "smule", det fyger i disse vintre, faktisk ikke er noget at tale om. Nej, i gamle dage var der snevejr, så det kunne batte, og bl.a. mindes fhv. postpakmester Niels Jensen, Jyderup, de bjerge af sne, han og hans heste måtte igennem i de vintre, da han var diligencekusk på strækningen Jyderup-Nykøbing og retur.
Det hændte, der gik døgn, før togene kunne føres igennem, og når diligencen derefter belæsset stred sig af sted, kunne det ske, at himmel og jord stod i et. Engang ved bassebjerg prøvede man at tage
Vejretning efter toppene af træerne men syntes, de stod i spredt orden, og det viste sig at være en privat have! Mandskab og heste fik husly hos daværende gårdejer Peter Petersen, Stokkebjerg, og da man næste dag måtte vende om og tage tilbage til Jyderup, havde man været 16 timer om at køre en fjerdingvej!
Det blev en stor begivenhed for postbudene, da posthuset blev flyttet fra Jernbanestationen til egen bygning, men når datidens snefygning satte ind, så sendte vi en længselsfuld tanke til de vintre, da toget så at sige holdt for døren til postlokalet. Efter flytningen kunne det ske, at snestormen gjorde det til et næsten umuligt arbejde blot at lodse postvognene tværs over gaden.
Driverne nåede os over hovedet, og vi måtte have assistance fra de tjenstgørende portører.
Mange kan fortælle lignede beretninger, men man behøver ikke at gå helt tilbage til "gamle dage" for at have oplevet fantastiske snemængder. Rutebilejer Kr. Nielsen Jyderup, mindes 1929, den seneste "rigtige" snevinter. Da lå sneen så højt ved "Ballebjerg", at kun toppen af de store piletræer var synlige. Transporten til Ballebjerg Mejeri måtte foregå tværs over marker og gærder, simpelthen fordi man ikke kunne komme ad vejene. Det tog et anseligt snekastningsmandskab 21 dage at gøre vejen fri! 12

1958 juli Ny Holbæk bilrute som fortsættelse af Høng ruten
Da rutebilejer Kr. Nielsen, Jyderup, for nogen tid tilbage igangsatte den standsede Høng-Jyderup bilrute, var det en forudsætning, at ruten kunne forlænges til Holbæk. den korte Høng-Jyderup rute alene giver nemlig stort underskud.
Kr. Nielsen meddelte i går, at det nu er gået i orden med den ny rute Jyderup-Holbæk, og omstående findes køreplanen averteret.
Den nye rute vil komme til at gå fra Jyderup over Høed, Bjergby og Mørkøv kirkeby, og dette medfører, at ruten Holbæk-Jyderup-Slagelse ophører med at gå over Bjergby de to dage om ugen som hidtil, så den kan følge landevejen fra Mørkøv over Tornved til Jyderup. den nye ruteplan passer for sygehusbesøg i Holbæk, og den anden ende af ruten er der forbindelse til Sæby sygehus13

1958 juli Den nye Jyderup-Holbæk rute standset
Da den nye Jyderup-Holbæk bilrute blev sat i gang forleden, lød der protester fra Nr. Jernløse kommune, fordi man fandt, at ruten kom for nær ind på en anden rute på denne egn. Disse protester har nu ført til, at man har fået autoriteterne til at skride så drastisk ind, at Kr. Nielsen har fundet det bedst helt at standse ruten fra mandag. Sagen er dog ikke afgjort dermed. Det oplyses, at der ikke er ansøgt hos Nr. jernløse sogneråd om tilladelse til at passere kommunen, og denne formalitet må naturligvis bringes i orden. I øvrigt er det jo amtets trafikudvalg, der træffer afgørelsen, men her har været den vanskelighed, at formanden, vejmand Arne Nielsen, Jyderup, og kontorchef Quist har ferie - Så snart det er muligt, bliver der holdt nøde i trafikudvalget, så sagen kan bringes i orden. For Kr. Nielsen gælder det, at Høng-Jyderup ruten ikke kan betale sig, hvis ikke den kombineres med Holbæk turen. Høng ruten vil dog foreløbig blive gennemført efter den nuværende ruteplan14

1963 august Rutebilejer Kr. Nielsen bliver 60 år
Rutebilejer Kristian Nielsen, Jyderup, fylder den 18. august 1963 - 60 år
Kristian Nielsen stammer fra Hjembæk, og han uddannedes som ung ved landbruget, hvor han begyndte som landvæsenselev og siden endte som forvalter.
Kristian Nielsen skiftede dog forholdsvis hurtigt over til andet erhverv, idet han i nogle år drev ejendomshandel. I 1941 overtog han rutebilruten Holbæk - Jyderup - Slagelse, og i 1953 og 1957 udvidedes hans forretning med bilruterne Jyderup - Undløse - Holbæk og Høng - Jyderup - Holbæk.
Sideløbende hermed har Kr. Nielsen de senere år oparbejdet turistkørslen, sidst sammen med svigersønnen Niels Nielsen. Der har været arrangeret rejser til både Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Belgien.
Kr. Nielsen beklæder efterhånden en hel del tillidshverv både i og udenfor sin faglige sammenslutning. Han er bl.a. hovedkasser i Landsforeningen Danmarks Bilruter, en post, han overtog i 1957. Desuden har han i en årrække været medlem af bestyrelsen for færgeselskabet Sejerø - Havnsø, som repræsentant for Jyderup Kommune. Tidligere var han i flere perioder medlem af Jyderup sogneråd15

1964 marts opretter Kristian Nielsen og svigersøn Niels Nielsen samt Vang Petersen Rejsebureaust Skarridsø

Ved Vaarmarkedet for Jyderup Realskole kan man læse om Rutebilejer Niels Nielsen
1964 maj; Flot gave på vårmarkedet
Ferierejse fra Jyderups nye rejsebureau
Indehaveren af Jyderups nye rejsebureau, rutebilejer Niels Nielsen, har vist en flot gestus mod Vårmarkedet på Jyderup Realskole i dag. Rejsebureauet "Skarridsø" har nemlig foræret en ferierejse til Norge for to personer!
Den flotte gave - der er blevet modtaget med taknemlighed - er blevet sat øverst på de lodsedler, der sælges til fordel for Vårmarkedet. I alt byder lodsedlen på syv gode gevinster, med Norges rejsen som en flot nr. 125

1964 januar Holyday on Ice
Rutebilejer Niels Nielsen, Jyderup turist- og rutebiler arrangere foreløbig to ture til det imponerende isshow "Holiday on Ice" i Forum i København lørdag den 8. og lørdag den 15. februar 1964. Da der er helt eventyrlig rigt om billetterne i år, hvor isshow'et er så flot og imponerende som aldrig før, gælder det om at henvende sig snarest. "Det er et farveorgie og pragtopbud", hedder det i indbydelserne, og mellem præstationerne af de internationale berømte kunstløbere bliver der sjove indslag af de lige så dygtige "isklovne". Der køres fra Jyderup kl. 15.30, da det store program begynder kl. 18.0016

1964 feb. Hjem fra Slesvig
Tre Jyderup borgere skoleinspektør Peter Juhl, rutebilejer Kristian Nielsen og overlærer Vang Petersen, har som repræsentanter for Jyderup og omegn gæstet Jyderups fadderskabsby, Jydbæk i Sydslesvig17

1971 jan Petra Nielsen 70 år
Fru Petra Nielsen, gift med fhv. rutebilejer Kristian Nielsen, Jernbanegade 22, Jyderup, fylder søndag den 31. januar 70 år.
Petra Nielsen er født i Eskebjerg, men fik det meste af sin barndom på "Bjerregården" i Svinninge. En lykkelig barndom og ungdom prægede hendes lyse sind og den livsglæde der karakteriserede hendes væsen og som har været med til at skaffe hende så mange venner.
Som ung pige var Petra Nielsen husholdningselev på "Aggervold" og fik her grundlaget for den huslige dygtighed, som hun også blev kendt for. Efter giftermålet med Kristian Nielsen fik ægteparret en årrække deres hjem på "Toftensbjerggård" i Føllenslev. De har senere haft andre gårde, bl.a. "Høedgården", samt byggede "Søbæksgården". Hvad enten det var som gårdmandskone eller da Kristian Nielsen blev rutebilejer og i mange år boede på Kløvermarksvej, Jyderup, har Petra Nielsen været en enestående god og uundværlig støtte for sin mand, samtidig med at være en kærlig mor for ægteparrets eneste datter. Ester Nielsen gift med vognmand Niels Nielsen, Nyvej, Jyderup. Kristian Nielsen bestred også flere offentlige hverv, hvilket ofte medførte ekstra travlhed i hjemmet og udenfor dette, eller gæster fra både ind- og udland, men fru Nielsen overkom det hele med sit ukuelige livsmod og en gæstfrihed der næppe findes mange til.
Ikke blot slægten og nære venner fik genne årene lejlighed at nyde godt af Petra Nielsens hjælpsomme indstilling og hendes ligesom altfavnende omsorg for andre, ikke mindst for mennesker der havde det svært, og hun er stadig lige parat til at ville hjælpe og glæde sine medmennesker. Dette gælder bl.a. også i Kontaktudvalgets arbejde også i Husmoder-foreningen har hun gjort et uegennyttigt arbejde som bestyrelsesmedlem i flere perioder. Petra Nielsen kender ikke til at spare sig selv og alle der kender hendes varme hjerte og uselviske sindelag, holder af hende og beundrer hendes flid. Det har indimellem kunnet knibe lidt med helbredet, men det taler fru Nielsen helst ikke for meget om, for hun har bevaret den lykkelige evne til at tælle de lyse timer - og at være med til at skabe dem for sine medmennesker18

1977 november 90 år, Kristian Nielsen
Beklager kvaliteten af avisbilledet
hr og fru Nielsen Et i vide kredse kendt og agtet ægtepar, fhv. rutebilejer Kristian Nielsen og hustru, Petra Nielsen, Lindgården 8B, Jyderup, kan fredag den 11. november 1977 fejre guldbryllup.19
Petra og Kristian Nielsen er ikke blot kendte i den mere lokale radius, men i alle de egne af landet, hvor der kører rutebiler, i det Kristian Nielsen i 23 år har været kasserer for Danmarks Bilruter og har haft kontakt med hver eneste busejer, styrelserne, m.m. Da han fornylig ønskede at give hvervet fra sig, blev han udnævnt til æresmedlem.
Svinninge var barndomsbyen for både Petra og Kristian Nielsen, selvom de henholdsvis er født i Eskebjerg og Jyderup, men kort efter flyttede de to forældrepar til Svinninge. Hver på sit felt dygtiggjorde Petra og Kristian sig i ungdommen. Petra alsidigt på det huslige område, med alt hvad dertil hører, og Kristian Nielsen som landmand. Ved giftermålet købte de "Toftensbjerggård" i Føllenslev20 (192721 ).
Efter 10 års forløb boede de en korter tid i Høng, i Sorø, på "Pilegården" i Undløse, for derpå at gøre Jyderup til blivende sted. Her købte Kristian Nielsen "Søbæksgården" som en brandtomt efter den store "bybrand" i Jyderup, lod den bygge op på dens nuværende sted - og solgte den fordi han nu ville drive rutebilvirksomhed.
Foruden at have koncession på ruten Holbæk-Jyderup-Slagelse, oprettede Kristian Nielsen en rute: Jyderup-Buerup-Høng. Kristian Nielsen havde "næse for" at knytte solide chauffører til sig og beholdt dem i mange år. Af både chaufførerne og kunderne langs ruterne, blev han afholdt for sin hjælpsomhed og respekt som en samvittighedsfuld og retsindig mand.
Det blev siden også til busdrift for selskabsrejser i både ind og udland, udflugtsture, m.m.
Fru Petra har være en energisk og uundværlig støtte for sin mand i disse travle år.
Hjemmet på Kløvermarksvej - hvor de dengang boede - blev besøgt af utallige mennesker, kendte som ukendte, samtidig med, at det populære ægtepar fik en stor venneskare. Petra Nielsen blev kendt som et hjertevarmt, livsglad og altfavnende menneske, afholdt af alle de mange der har nydt god af hendes hjælpsomhed. Dygtig og flittigt overkom hun det utrolige, samtidig med at være en sød mor for ægteparrets eneste datter, Ester, nu gift med salgschef Niels Nielsen, Ikast (hvortil Esther og Niels med familie flytter om kort tid, fra Jyderup)
Foreningslivet har Petra og Kristian Nielsen taget livligt del i, gennem mange år, Petra bl.a. i Venstres Kvinder, i bestyrelsen for Husmorforeningen, hvortil hun stadig er trofast medlem og bl.a. med i bridgeturneringen. Kristian Nielsen i Venstreforeningen - ligeledes i bestyrelsen - samt i flere andre foreninger og medlem af Jyderup sogneråd, valgt af Venstre. Det blev dog hvervet i Danmarks Bilruter der mere og mere optog hans tid, således at han til sidst helt måtte hellige sig dette omfattende arbejde.
Nu bor Petra og Kristian Nielsen på Lindgården 8 B, hvor hyggen og gæstfriheden er "flyttet med". De kan glæde sig over et godt helbred og fru Petra er eminent dygtig til håndarbejde, hvad der sammen med bridgen er hendes store hobby. Kristian Nielsen har også fået tid til et par hobby, læser meget, er haveinteresseret, kasserer i Spareforeningen m.m. De glæder sig til mærkedagen, som fejres med slægt og venner22

Hr. Kristian Nielsen døde i 198023

Rutebiltrafik i 75 år udgivet fra Landsforeningen Danmarks Bilruter, april 1998, side 86 af Kjeld Villadsen
Rutebilejer Kristian Nielsen, Jyderup var i en menneskealder hovedkasserer i Landforeningen Danmarks Rutebiler. Efter oprettelsen af sekretariatet i Vejle i egne kontorlokaler i 1977 blev kontingentopkrævningen og regnskab flyttet hertil.
Kristian Nielsen hører til LDB's vigtigste støtter,
og han gjorde en kæmpeindsats som administrator og regnskabsfører gennem flere årtier.
Kristian Nielsen blev i 1977 hædret ved at blive udnævnt til æresmedlem af Landforeningen Danmarks Bilruter24

Foto: Landforeningen Danmarks Bilruter
Hr. Nielsen

2014 marts Hermed gives tilladelse til, at Jyderup Realskole må benytter det foto, du refererer til ovenfor, og som det indgår i den vedhæftede tekst.
Med venlig hilsen, Lasse Repsholt, Chefkonsulent, Danske Busvognmænd / Danish Bus and Coach Owners' Association, Vesterbrogade 10, 3. DK-1620 København V, Tel: +45 7022 7099, Mob: +45 2047 8003, Fax: +45 7022 1099, lasse@db-dk.dk, www.db-dk.dk

Der findes ikke mange billeder af Hr. Kristian Nielsens busser (Jens Birch, marts 2014) finder vi nogle bør de sendes til: jbirch@mail.dk


Kilder:
Kilde 1: Fra avis 1949
Kilde 2: Holbæk Amts Venstreblad 18. marts 1950, side 3; Turist ture til Norge og Sverige
Kilde 3: Holbæk Amts Venstreblad 20. marts 1950, Holbæk Amts Venstreblad, side 3
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 16. juni 1950, side 4
Kilde 5: Stationsbyen Jyderup, side 116-117. Anders Hjort-Jørgensen, Forlaget desAHJn
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 3. sept. 1938, Side 6; Salg af Søbæksgården
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 5. nov. 1977, side 8; 90 år, Kristian Nielsen
Kilde 8: Holbæk Amts Venstreblad 12. august 1953, side 5; Rutebilejer Kr. Nielsen 50 år
Kilde 9: Billedet af Kr. Nielsens bus fra Jens Birch (Danske Busvognmænd, 10. marts 2014)
Kilde 10: Holbæk Amts Venstreblad 12. august 1953, side 5; Rutebilejer Kr. Nielsen 50 år
Kilde 11: Kalundborg Folkeblad 23. maj 1957, side 4; Kr. Nielsen, Hovedkasserer for "Danmarks Bilruter"
Kilde 12: Kalundborg Folkeblad 9. jan. 1958, side 3; I gamle dage var det snevejr!
Kilde 13: Holbæk Amts Venstreblad 14. juli 1958, side 4; Ny Holbæk bilrute som fortsættelse af Høng ruten
Kilde 14: Holbæk Amts Venstreblad 26. juli 1958, side 4; Den nye Jyderup-Holbæk rute standset
Kilde 15: Holbæk Amts Venstreblad 13. august 1963, side 7; Rutebilejer Kr. Nielsen bliver 60 år
Kilde 16: Kalundborg Folkeblad 25. jan. 1964, side4; Holyday on Ice
Kilde 17: Kalundborg Folkeblad 12. feb. 1964, side 4 Hjem fra Slesvig
Kilde 18: Kalundborg Folkeblad 23. jan. 1971, side 6; Petra Nielsen 70 år
Kilde 19: Kalundborg Folkeblad 5. nov. 1977, side 8; 90 år, Kristian Nielsen
Kilde 20: Kalundborg Folkeblad 5. nov. 1977, side 8; 90 år, Kristian Nielsen
Kilde 21: Holbæk Amts Venstreblad 9. nov. 1977, side 10; Guldbryllup
Kilde 22: Kalundborg Folkeblad 5. nov. 1977, side 8; 90 år, Kristian Nielsen
Kilde 23: Flemming Thorsen 14. februar 2014
Kilde 24: Rutebiltrafik i 75 år udgivet fra Landsforeningen Danmarks Bilruter, april 1998, side 86 af Kjeld Villadsen
Kilde 25: Kalundborg Folkeblad 9. maj 1964, side 4; Flot gave på vårmarkedet
Noter:
a) 7.juli 2013 oplyser Flemming Thorsen; Kristian Nielsen havde Høedgården 1940 - 1941 umiddelbart før Gunnar Jensen, sidstnævnte formand for Jyderup Realskoles skolekreds.

Sidst rettet 2. juni 2015
©Jyderup Realskole